Tog ved Hjerl Hede – 08/08/2024

Torsdag den 8. august besøgte familien og jeg Frilandsmuseet Hjerl Hede. Det er ved at være lidt over 10 år siden mit sidste besøg, og ikke meget har ændret sig (og godt for det), men det er nu altid hyggeligt at besøge Hjerl Hede under levendegørelsen under sommeren. Du kan læse om mit sidste besøg her.

Sidst vi kørte på den godt 800 meter lange smalspors bane der går forbi først mose, og senere skov, og så ender ved Flyndersø, var det med damplokomotivet HH2, men denne gang var det HH1 der trak de 6 vogne.

Damplokomotivet HH1 er bygget i Kassel (Tyskland) i 1921 hos Henschel & Son. Lokomotivet blev brugt først i forbindelse med etableringen af dobbeltsporet til Hillerød, herefter kom den til Lolland, og blev brugt i forbindelse med bygnigen af hovedvejen fra Rødby til Storstrømmen. Derefter kom den til Jylland, hvor den blev brugt i brunkulslejer ved Ejstrup ved Skjern samt Ahler kulleje ved Troldhede.

Fra 1955 blev den taget ud af drift, og stod henstillet i Brabrand frem til 1972. Her købte en privat mand lokomotivet, og flyttede det til Virring syd for Aarhus. I 1979 lykkes det efter en hel del arbejde at få liv i lokomotivet igen, og der blev kørt på de 200 meter spor som den såkaldte “Virringbane” blev kaldt.

I 1988 kom lokomotivet så til Hjerl Hede, og den gang var smalsporsstrækningen blot på 700 mm, men dette blev ændret til 785 mm sporvide.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.