Danmarks Jernbanemuseum – Kørsel med Hs 415/Traktor 261 på havnebanen samt K 563 til Tommerup – Juli 2020
Tirsdag den 28. juli var jeg taget en tur til Danmarks Jernbanemuseum i Odense. Der blev kørt med Hs 415 samt Traktor 261 på havnebanen, og K 563 var ved at blive gjort klar til et par ture mod Tommerup sidst på eftermiddagen/aften.
Det blev til lidt forskellige billeder af Hs 415 på havnebanen, imens jeg ventede på at K 563 skulle køre mod Tommerup. Grunden til kørslen skyldes flere forskellige ting; test af nye kul, test efter reparationer samt føreprøve på K-maskinen.
De første billeder ude på strækningen er kort før Tommerup, hvorefter jeg kørte til Tommerup, hvor der blev foretaget omløb.
Så kørte jeg en tur ind til Odense igen, hvor der var et længere ophold, og der også blev koblet 2 vogne mere på toget, så det kom op på 5 ialt.
De næste billeder er fra Holmstrup, hvor toget igen er på vej mod Tommerup, og slutter så af med billeder af toget retur mod Odense, mellem Holmstrup og Tommerup.